Volkswagens kompakte T-Cross SUV har med over 10.000 solgte biler været en dansker-darling siden introduktionen i 2019. Nu er en ny og opgraderet T-Cross landet, der kommer med et opdateret design, et nyt interiør i høj kvalitet og nye infotainment- og assistentsystemer. Den nye T-Cross introduceres i de kommende uger til priser fra 249.995 kr.
T-Cross er nok lille i det store billede, men den har udstråling som en stor SUV. I et kompakt format, der kun måler 413 cm i længden, formår T-Cross at kombinere SUV-appeal med rummelighed og praktiske egenskaber, som man normalt kun er forvænt med i en større bil.
Det er nogle af de dyder, der har gjort T-Cross populær blandt de danske bilkøbere, og nu introduceres en ny og opgraderet version, der byder på et mere raffineret design, højere kvalitet og endnu mere teknologi.
T-Cross Life – nu med Travel Assist og Digital Cockpit
Aldrig gå ned på udstyr er et populært ordsprog, og det gør du ikke i den nye T-Cross. En T-Cross Life med 95 hk 1,0 TSI-motor til 296.995 kr. byder blandt meget andet på Volkswagens lovpriste Travel Assist-assistentsystem, der automatisk holder den rette sikkerhedsafstand til forankørende trafikanter og holder bilen i midten af vognbanen. Udover dette kommer T-Cross også med Blind Spot-sensor og Park Assist, der kan overtage manøvrering i forbindelse med parkering. 16” Nottingham letmetalfælge klæder det nye design uden på, der kan kendes på en nydesignet frontkofanger og nye elegante integrerede LED-forlygter, der giver T-Cross et raffineret designudtryk.
Interiøret er i en lækker kvalitet med et nydesignet softtouch-instrumentpanel og indlæg i kunstlæder, der går igen i dørbeklædningen. Førerpladsen er nu 100 % digital i alle varianter og kommer med et nyt 8” Digital Cockpit-display i farver, der gør det muligt at ændre layout og prioritering af kørselsinformationerne. I midten af instrumentbordet troner et nydesignet infotainmentsystem med 8” touchskærm, der byder på en intuitiv og overskuelig betjening af bilens mange sekundære funktioner.
T-Cross Life tilbydes med DSG-gear i kombination med den stærkere 110 hk TSI-motor til priser fra 326.995 kr.
T-Cross Style – mere kant og komfort
Samme drivlinje tilbydes også i en Style-version til 346.995 kr., hvor standardudstyret byder på detaljer, der løfter design, praktiske egenskaber og komfort. Uden på får T-Cross et mere eksklusivt præg med flotte 17” Manila letmetalfælge, sølvlakerede tagrælinger, tonede sideruder bag til og ikke mindst de nye lovpriste IQ.LIGHT-matrix-LED-forlygter, der er forbundet med en LED-lysstribe i kølergrillen. Bag fra kan den nye T-Cross Style kendes på LED-baglygter med nyt lysdesign og dynamiske blinklys.
I Style-versionen af T-Cross er siddekomforten yderligere optimeret med de flotte Sportkomfort-forsæder, og det praktiske er også i højsæde med skuffer under hver af forsæderne, et passagersæde med foldbart ryglæn og ikke mindst et bagsæde, der kan forskydes i længderetning. Det betyder, at bagagerummet kan udvides fra 385 til 455 liter, hvis bagsædepassagererne ikke kræver så meget benplads.
T-Cross Style tilbydes udelukkende med DSG-gear, hvor du kan skifte gear manuelt via kontakter på det læderbeklædte multifunktionsrat, og den adaptive fartpilot med Stop-and-Go-funktion gør køkørsel mindre stressende.
Du kan se det komplette T-Cross-modelprogram her.
Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk